søndag, august 17, 2008

VM er slut! Den 16.August.

Præmieoverrækkelse med symfoni-orkester og glade nye verdensmestre.

Nu er vejret igen perfekt. Hmm...vi glæder os allerede til næste VM i 2010!!

REGN! Aflyst d. 15.August.

Dagsregn og dagen aflyses ved briefing.

Stor afslutningsfest med flot fyrværkeri afrunder et flot og velarrangeret VM.

Nu er der kun præmieoverrækkelsen tilbage.

8.dag. D. 14.August.

Åben klasse og 18m flyver rundt om berlin. Opgaver på ca 500km. 15 skal en tur mod syd øst.

Cirrus optræk ruller ind midt på dagen og det bliver derfor en tidlig start.

De danske piloter når hjem før det lukker for alvor.

torsdag, august 14, 2008

7.dag. Den 13.August.

En blæsende dag! 3-4/8 CU, max base 2000m med skygade-tendenser. Middelvinden i højden var 45km/t!

Jan lavede en satsning og vendte om 50km ude. Den sene afgang gav dog ikke pote og Jan måtte kæmpe alene (og uden vand) længe efter alle andre var landet på pladsen.

De andre danskere havde en god dag.

tirsdag, august 12, 2008

Aflyst. Den 12.August.

Ny briefing kl 12.30 bare for at aflyse dagen. Der forventes regn over Lüsse kl 15.

Efterhånden tegner der sig et mønster til dette vm: Der flyves hveranden dag...ok, så flyver vi altså i morgen igen? Det håber vist alle danske piloter.

Skal der flyves metal hjem har vi brug for alle de dage der er tilbage, så vi håber på 3 konkurrencedage endnu.

6.Dag. Den 11.August

Starten blev udsat og Åben og 18m fik opgave B. Således fløj alle klasser arealopgaver.

Vejret var egentlig (igen) rimeligt med stedvis gode 3-4m bobler til 18-19oom hvor det var bedst.

Alle startede relativt tidligt, da der var lovet flere og flere høje skyer dagen igennem.
De høje skyer blev dog aldrig så kraftige som frygtet og de fleste kom hjem med gode hastigheder.

Se resultaterne på hjemmesiden.

I morgen har vejrmanden lovet kun lille chance for flyvevejr.

søndag, august 10, 2008

Aflyst. Den 10.August.

Varmfrontspassage med 8/8 og let regn. Dagen aflyst ved briefing.

Det stort anlagte flyshow blev dog gennemført med succes alligevel.

Der var tusindvis af besøgnde og dagens højdepunkt var de mange flotte lowpass med svævefly!

Mens vi venter på bedre vejr bringer vi et billede af Danebro i godt vejr med 3 tilhørende varmluftballoner.
Posted by Picasa

lørdag, august 09, 2008

5. Konkurrencedag: 9. august

Kl. 17.20:
S1 og 5A er på ankomst nu.

Kl. 17.15:
MO er på slutglid. AB er udelandet (har sat motoren ud) - øv-øv-øv. De øvrige piloter er stadig flyvende.

Kl. 16.20:
Piloterne lyder positive og glade på radioen.

Kl. 15.00:
Så er der ro i lejren, for nu er A og HJ også ude på deres opgaver. Nu er de barnlige voksne også blevet malet i ansigterne!

Kl. 14.20:
S1 er startet kl. 14.03 og 5A kl. 14.05. AB gik kl. 14.20 sammen med MO. Der er fine skygader. De danske piloter taler flittigt på radioerne og hjælper hinanden med info.

Kl. 13.50:
Hurra - det trådløse net virker i dag! Startlinjerne åbner om lidt, og vore piloter ligger i position i ca. 1700-1800 meters højde. Forholdene ser fine ud, og opgaverne er også pænt lange.

Der er en del liv på pladsen i dag med weekendgæster og VIP-telt mm. Børnene er blevet malet i ansigterne og viser stolt deres hjemmelavede souvenirs frem. I aften er der arrangeret "Halfway party" med orkester, chokoladebudding og underholdning. I morgen er der fly show, så vi skal have ID-kortene på.

/Anne Boye-Møller

fredag, august 08, 2008

Hviledagens store gåde...

Hvem er den mand?

Hvad har han gang i ??

HAR DEN MAND VIRKELIG LAVET EN DAGSSEJR?? ;-D

...og hvad er det lige han prøver at vise størrelsen af med venstre hånd?

OK,- indrømmet...vi keder os lidt her på hviledagen.

Men vejret var ikke just det bedste, så beslutningen om hviledagen var nok korrekt.
Posted by Picasa

Hviledag. Den 8.August

Dagen erklæret hviledag.

CBér truer fra vest og forventes i området midt på dagen.

I morgen ser lovende ud: Højtryksryg og godt flyvevejr!!

4.Konkurrencedag. Dansk dagssejr!! Den.7.August

Tørtermik. Startlinierne blev åbnet sent. For sent for nogle (bla. undertegnede). Forholdsvis lange opgaver i alle klasser førte til mange udelandinger.

Arne Boye-Møller startede sidst i 18m feltet og pressede hårdt på. Midtvejs tog han en god boble til 1900m mens de fleste andre lå og "rodede" bagved i lavere højde. Denne boble bragte ham sikkert og hurtigt over et lidt termikmæssigt dårligere område. Mens dagen udrandt fik han og enkelte andre vendt det østlige vendepunkt rimeligt tidligt og ved en fantastisk præstation fik han ved svage bobler gennemført opgaven til sidst. Sidste boble gav 0,3m/s.
Anstrengelserne gav 1000point og dagssejr! Flot. Flot!!

I dag er det usikkert om vi skal flyve....men solen skinner her til morgen og der er en rimelig chance...

torsdag, august 07, 2008

Aflyst. Den 6.August.

Dagen blev ret tidligt aflyst for 18m klassen som stod sidst i opstartsfeltet.

Til sidst måtte konkurrenceledelsen helt aflyse dagen for alle klasser, da termikken aldrig rigtig kom i gang pga tykt tæppe af høje skyer.

Hermed en herlig hviledag for de danske piloter.
VM er kommet godt i gang med 3 konkurrencedage i træk og ingen var vist interesserede i at flyve i "umuligt" vejr.

Temperaturen kom sidst på dagen alligevel op i det røde felt og Team AB´s medbragte 4000liter badebassin blev flittigt benyttet.

onsdag, august 06, 2008

3.Konkurrencedag! 5.August.

3.dag blev en god dag for alle danske piloter! Der blev fløjet alm. hastighedsopgaver i alle klasser. Opgavelængderne var på 420-490km.

Alle danskere fik over 850 points, så der var generel tilfredshed i lejren.

Vejret var med kraftig vind fra vest og fine Cu og gode stigværdier. Basen var "kun" 15-1800m.

I dag (6.August) flyver vi igen.

mandag, august 04, 2008

2. Konkurrencedag: 4. august

Kl. 17.10:
A er landet kl. 16.30 og har ikke gennemført hele opgaven. I 18 meter klassen lander AB om nogle minutter. MO har stadig tid at gå på, men forventer at nå hjem inden max.tiden er brugt (2,5 timer).

5A og S1 havde følgende ordveksling: "Der er gang i den heroppe i dag, Ole", - "Ja, gu er der så".

Kl. 16.10:
Alle piloter er ude paa deres opgaver. Vi har hoert om meldinger paa 1700 m og en bobbel paa 4 m/s, saa nu er der nok nogle, der bliver misundelige!

Afgangstider: AB (14.45), HJ (14.54), MO (15.07), A (15.19), 5A (15.38), S1 (15.40). S1 var ogsaa nede og starte om.

Kl. 15.00:
Piloterne er lettet, og startlinjen er åbnet i 18m og open-klasserne. MO har lige været nede og starte om. Imens gik AB ud på sin opgave (kl. 14.45). Vejret ser fint ud med skygader. Det blæser så meget, at havestolene vælter, og alle nationalflagene er taget ned! - Fint vejr til at tørre tøj i...

Kl. 13.10:
Det blæser meget i jordhøjde, men det er vist ingenting i forhold til længere opppe, hvor der tales om meget kraftig vind! Den kan måske blive jokeren i dag. Det er ellers flot vejr med masser af cumulus-skyer (lige nu!).

Piloterne er nu på vej ud til deres flyvere. Starten går snart og jeg kan høre de første motorflyvere. Kommentaren fra Jan Andersen inden afgang var: "Jeg tror, det bliver godt. Vi har måske en konkurrencefordel fremfor de andre i dag" og Arne Boye-Møller udtalte "Jeg glæder mig". Sådan skal det lyde :-)

Alle vore piloter er optimistiske efter gårdagens gode resultater (dem har I nok set på den officielle vm-side). Ved briefingen i dag fik de tre bedst placerede i hver klasse - og taberen (!) en lille præmie, så nu har Arne en ren T-shirt at tage på...

/Anne

søndag, august 03, 2008

1. Konkurrencedag: 3. august 2008

Kl. 18.20:
Alle vores piloter er landet hjemme nu og har gennemført deres opgaver (det er der vist mange andre, der ikke har, så nu venter vi spændt på at se nogle resultatlister). Piloterne er lettere møre men glade.

Kl. 17.15:
5A, S1 og A er alle landet nu. AB er gået på slutglid 60 km ude. Afventer nyt fra HJ og MO.

Nu er badebassinet snart fyldt op efter 3 timers konstant påfyldning :-) !!!

Kl. 16.40:
5A (Jan) og S1(Ole) er nu på slutglid og har meldt deres ankomst om 10 minutter!

Går tilbage til lejren for at høre nyt på radioen og se nogle ankomster... (Pga. dårlig trådløs forbindelse, skal jeg gå 100 meter væk og hen til en kabelforbindelse, hvilket er ret træls).

Kl. 16.30:
Alle vore piloter flyver stadig! Der udveksles oplysninger om bobler og positioner, piloterne imellem, så det er dejligt, de samarbejder. Og for ikke så længe siden hørte vi om, at de lå i 900 og 15oo meter, så nu begynder vi at tro på, at opgaverne bliver gennemført. Men det er en hård dag i cockpittet, det er der ingen tvivl om.

Der er kommet ca. 25 fly hjem, men vi ved jo ikke, om de har gennemført opgaven eller slået motoren ud! Derudover er der ca. 15 fly, der er hentet hjem i transportvogn!

Kl. 15.15:
Der er flere biler med tomme transportvogne på vej ud af pladsen! Vore piloter kæmper stadig. MO har været nede i 150 m og ligger nu i 300-400 m ligesom AB. Det er nervepirrende.

Afgangstider i 18m-klassen: AB (13:53), MO (13:46)
Afgangstider 15 m-klassen: 5A (14:18), S1 (14:21)
Afgangstider i åben-klassen: 13:40 (?? - der mangler info på den seddel, jeg rendte afsted med)

Kl. 13.20:
Så er alle fly i luften og startlinjerne er åbne (tror jeg nok - jeg sidder et stykke fra lejren, fordi det trådløse net ikke virker pt.). De lover bedst termik mellem kl. 15 og 17, så piloterne lægger nok taktikken derefter. Vejret ligner mest en middelmådig dansk dag i Arnborg, og det er måske slet ikke så skidt set med danske øjne?! Det blæser en del både i jordhøjde og længere oppe i luftlagene. Der er nu flere fly, der bliver omstartet! Pyha. Solen er dog ved at give skyerne de rette former ude i horisonten nu og heldigvis er der også store gaggles laaangt oppe.

I lejren bruger vi nok eftermiddagen på at sætte vores store badebassin op. Det fyldte halvdelen af bilen på vej herned, og så skal det altså også bruges!

Hilsen Anne Boye-Møller (AB)

lørdag, august 02, 2008

Alt klart til første konkurrencedag

Åbningsceremonien er overstået. Hvert hold blev udstyret med en særdeles køn Lufthansa stewarddesse som ved sin blotte tilstedeværelse i høj grad kompenserede for de endeløse tyske taler og hornmusik tilsat osen fra de obligatoriske pølseboder i Belzigs bymidte.

Efter gårsdagens voldsomme vandmasser lever Lüsse op til sit rygte om, at alt vand forsvinder mirakuløst fra landskabets overflade. Telte, fortelte og selve flyvepladsen er farbar igen og ingen har lidt større skade eller last end at humøret er højt.

Der vil sikkert i løbet af imorgen blive upload'et billeder fra dagen af de andre medens vi flyver.

Vi er nu så klare og forberedte som vi kan være og glæder os alle meget til at komme igang.

Kryds fingre for os!

fredag, august 01, 2008

Thunder!

Okay, så met-manden sagde højt og tydeligt - ca. 15 min før faktum - at der ville komme et tordenvejr igennem området. Men ikke alle nåede at få sat i vogn og nu flyder gulvet i campingvognene ca. 8-10cm højere end da det blev lagt. Mange fortelte og marquiser er væltet omkuld under regn- og vindtryk.

Crew Chief Allan og undertegnede kørte en tur ud og inspicerede vogne og fly og kunne rapportere alt ok selvom det på et tidspunkt ruskede godt og vandet stod ned i stænger. Hermed et stemningsbillede...




Brandvarmt i Lüsse!

Her er tørt og varmt. Marken der støder op til flyvepladsen futtede af i dag. Ja, det vil sige resten af marken, for 2/3 af marken brændte for et par dage siden. Igen var det en mejetærsker som forårsagede branden. Denne gang var vindretningen dog gunstigere end sidste gang. Flyvepladsen var på intet tidspunkt i fare, men interessant at se samarbejdet mellem brandfolk og landmænd i slukningsarbejdet.
Halvdelen af de danske piloter flyver i dag. Det er sidste træningsmulighed. Der ses cirrus i horisonten og der er meldt om mulighed for torden senere. /MO
Posted by Picasa

torsdag, juli 31, 2008

Sidste træningsdag?

Vejrudsigten sagde (igen) 1-2/8cu, base 2300m. Dagens træningsopgave: 2,5 times AAT.
Alle danskere benyttede dagen til at flyve dagens opgave.
Resultaterne kan ses på hjemmesiden.
Lejren er veletableret og alle har det godt.
Vejret i morgen er lidt usikkert, så måske har vi haft sidste træningsdag i dag?
I overmorgen er der officielt åbning af VM og alle glæder sig vist til at komme rigtig i gang.

Mvh MOgens

mandag, juli 28, 2008

Pilgrimsrejsen

Vejrudsigten så god ud. MO og undertegnede ville en tur ud til konkurrenceområdets begrænsning mod vest og syd hvor vi ikke havde fløjet før sammen.

Med bævrende stemmer og tårer i øjnene proklamerede vi fredigt, at vi ville til Wasserkuppe som har været og er et historisk kraftcenter for flyvningens, og svæveflyvnings udvikling især. Pyt med at det lå sydvest for og uden for konkurrenceområdet. Mange berømte historier, anekdoter, personer og fly kan spores hertil. Og hvad ville være mere passende end, at dedikere en flyvning til netop dette sted i forbindelse med det historiske 30. VM i svæveflyvning?

Nuvel, efter at have gransket vejrkortet og tørret de rørte tårer væk mente vi der også var tid til en tur vestpå før vi skulle sydpå hvorfor vi deklarerede vpt 157 på nordsiden af Harz bjerget næsten ude ved den vestlige begrænsning. Ialt 555km.

Og fint vejr var det med 1-2/8 cu og fin tørtermik. Vi drønede afsted og efter nogle megalange glid og kurvning med både storke og store ørne ankom vi til Harz. Terrænet omkring Elben var fuldstændigt afsvedent/gult - og sådan ser det ud over det meste af landet her norde for de midttyske bjerge. Men her ved Harz var bjerget dejligt grønt.



På glidet mod syd var vi flere gange i vanskelige situationer fordi terrænet generelt hævede sig og tørtermikken stod enddog meget spredt. Men det lykkedes os dog at ankomme til de første større forbjerge til Wasserkuppe hvor der i 3-400m over terræn stod en 4.0m fra bund til 2.800m.

Og så ankom vi til Wasserkuppe, dette sagnomspundne sted. MO mente partout at vi ikke sådan bare kunne vende det på almindeligvis men fablede om at man burde flyve lidt hang på forsiden af flyvepladsen....meeeeen det var vist ikke så seriøst så vi vendte og satte snuden hjemad de 260km via Thüringer Wald. Over denne øst-vest bjergkæde fik vi igen fat i den gode termik der nu endte i dagens suverænt flotteste Cu i 2.800m.



På det fremskredne tidspunkt måtte vi tage i betragtning, at der ikke var tid til flere svinkærinder og vi skulle også lige uden om Erfurt CTR'en der lå lige på kursen hjem. Men heldigivs var termikken stadig god og høj ude over fladlandet så Erfurt kunne passeres i over 2.000m, så selvom vi nu nærmede os kl. 17:00 og tidspunktet hvor termikken gik på halvkraft lykkedes det os igen at lobbe den hjem til Lüsse.
Tyskland er altså et pragtfuldt land at svæveflyve i og man er næsten altid inden for glideafstand af en egnet flyveplads og flinke folk.

At lebensmittel såsom øl også fåes til rimelige priser og i spændende variationer sætter jo prikken over i'et.

søndag, juli 27, 2008

Lidt sightseeing: Så du røgen?

Det er meget varmt og meget tørt hernede. Vejret minder allerede om det fantastiske vejr vi havde i maj-juni.

Vi får gennemført teknisk inspektion af flyene som nogle af de første her fra morgenstunden og desuden pilot registrering. Mange dokumenter skal fremvises og krydses af - men det er herligt at få overstået.

De andre piloter forventes først at ankomme i løbet af dagen og imorgen hvorfor Mogens Hoelgaard og Jeg drager alene ud på en træningstur. I tørtermik og kun sjælden cu-dannelse beslutter vi os for at drage rundt om Berlins TMA da ingen os har gennemført den opgave før og vi ved fra EM i 2000 at konkurrenceledelsen kan finde på det.


Vi bliver forfulgt af amerikanerne der åbentbart har tænkt samme tanke. Vi har gode climbs til knapt 2.000m i tørtermikken via Brandenburg men på nordsiden går vi lidt i stå og termikken lader til at stå noget lavere. Amerikanerne vender om da vi presser på i 700m men MO og jeg får fat 10km længere fremme og kommer med visse vanskeligheder igen i 1.800m før vi kan begynde at gå øst om Berlin TMA. Her render vi ind i en kæmpe markbrand der blandt de nu velformede cu skaber sin egen helt specielle røgsky.
Vi halser videre mod syd og render i en større gruppe fra VM fortræningen der tøffer adstadigt og lettere afslappet omkring. Vi beslutter for at tage en afstikker ud mod Eisenhüttestadt ved den polske grænse før vi vender om og går på slutglid mod Lüsse. Vejret er pragtfuldt men som det er karakteristisk her i midttyskland så går termikken på halvkraft kl. 17:00 - og det er ikke for sjov når det sker. Dog lobber vi begge to den hjem fra små 2.000m 100km ude.
På flyvepladsen er Jan Andersen med familien nu dukket op sammen med sin super hjælper Edvin Thomsen. Om han skal holde styr på Jan eller de fire banditter de har med må tiden vise. Ligeledes er Poul Kim Larsen og Henrik Jyde dukket op med Janus ("C") og Anne.
Der er dejligt roligt og afslappet på pladsen og alle går trætte og viltilfredse til ro med udsigten til endnu en god dag imorgen.


lørdag, juli 26, 2008

Team DK bygger ørnerede

Efter en lang og meget varm dag i bilens cockpit, hvor man bander over at man ikke undede sig en aircondition, er MO og AB ankommet til Camp Team DK.

Faktisk var det så varmt, at MO mente man uden problemer kunne riste sit rugbrød i forruden.
IMG_0391_crop

Den eneste udfordring vi oplevede trods den megen ferietrafik var et væltet læs korn 7km før Lüsse - det tog det meste af en halv time inden vejen var fri igen.

IMG_0395_crop

Ved ankomsten til Lüsse blev vi mødt af MO's hjælper team Frede og Birgit samt team captain Helmuth og Jette. De havde sørget for, at vi har fået vores egen "allé" helt ud til den 2,5km lange græs bane i første parket, hvilket gør det muligt at få samlet hele det danske team der camperer ét sted. Og så har tyskerne sørget for de tre grundelementer der gør en camp til success: vand, el og trådløst internet.

lørdag, februar 02, 2008

(Lidt for) Stor interesse for deltagelse

Der er stor interesse for at deltage i VM i Lüsse 2008. I skrivende stund er bulletin # 2 blevet publiceret efter fristen for den foreløbige tilmelding udløb igår, og heraf fremgår det, at der er tilmeldt ikke mindre end 163 officielle piloter og 49 reserve piloter.

Fra danmarks side har vi tilmeldt følgende:

  1. Holdkaptajn Helmuth Egsgaard
  2. åben Steen Elmgaard
  3. åben Poul-Kim Larsen
  4. (reserve) Morten Juul Christensen
  5. 18m Mogens Hoelgaard
  6. 18m Arne Boye-Møller
  7. (reserve) Jan Brandt Jørgensen
  8. 15m Jan Walther Andersen
  9. 15m Ole Arndt
  10. (reserve) Klaus Vang

Tilmeldingerne fordeler sig med hele 59 i 15m, 58 i 18m og 46 i åben klasse.

Da de tyske arrangører har fået tilladelse til at have 130 deltagende fly (normen siger 120 fly) betyder det umiddelbart, at der skal ihvertfald nægtes deltagelse til 33 piloter. Men samtidigt må ingen klasse have mere end 50 piloter. Det betyder, at der med en ligelig fordeling mellem de tre deltagende klasser kun vil kunne være f.eks. 44 i 15m, 43 i 18m og 43 i åben.

Metoden for at reducere antallet af deltagende piloter fremgår af bulletin #1 som foreskriver, at man anvender IGC Ranking for landene til at nægte pilot nr 2 i de dårligst rank'ede lande. Med danmark på en pt 11. plads kan det blive lige til øllet for os at få pilot nr. 2 med i hver klasse...

Nu vil der altid være nogen der falder fra af den ene eller anden årsag - men alene det faktum, at der er ikke mindre end 49 reserve piloter betyder også, at vi reelt skal tænke på at ikke mindre end ialt 82 piloter står i kø for at erstatte en pilot blandt de tilladte 130.

Med venlig hilsen,

Arne Boye-Møller

fredag, februar 01, 2008

Nedtællingen er igang

Kære alle,

Velkommen til den officielle landsholdsblog til VM i Svæveflyvning 2008 i Tyskland. Holdet vil herfra publicere indlæg der dækker forberedelserne, forventningerne og ikke mindst de daglige meldinger, billeder, rapporter og resultater fra selve VM'et.

På holdets vegne,
Arne Boye-Møller